Vikleanmeldelse: Oscha Galadriel Mallorn

Lidt om viklen:

Navn: Oscha Galadriel Mallorn

Blend: 58% bomuld , 42% vildsilke

GSM: ca. 263 g/sm

Farver: Lysegrøn, der falmer til mørkegrøn, over i en dyb mørkerød for at ende i en varm orange.

Længde: Str. 4

Alder på viklebarn: Tre måneder til fem måneder

Denne vikle købte jeg i fødselsdagsgave til mig selv fra min familie. Da Lilleræv var en måned gammel blev vi jo nærmest ramt af hedebølge i DK, og vi kogte i min lånte Ellevill og endnu mere i min egen Lenny Lamb. Så jeg snusede lidt rundt, og nåede frem til at vi skulle have en vikle med hør eller silke eller bambus, som var lettere og køligere til de varme dage.

Jeg er stor fan af Ringenes Herre, og da jeg faldt over Oschas Middle Earth Collection var jeg solgt. Mønstrene er originale, men tro mod Tolkiens univers, og farverne er så velvalgte og smukke. Hvis penge ikke havde været en faktor (og hvis man kunne få alle dem, man forelskede sig i) så havde vi nok en 6-7 vikler fra den kollektion liggende herhjemme.

Egentlig drømte jeg om en Shire Comarë, (som er lavet af bomuld og bambus) men den var for længst udsolgt, og de brugte, der kom på markedet, var i str. 6 eller 7. Jeg ville ikke have en 6’er mere, og en 7’er ville blive alt for lang, så jeg begyndte at kigge efter en vikle i de samme farver – og opdagede at man stadig kunne købe Galadriel Mallorn direkte fra Oscha, endda i en str. 4! Jeg vidste, at jeg på et tidspunkt gerne ville have Lilleræv på ryggen, og jeg havde forhørt mig ad i Slyngegalleriet, hvor jeg enstemmigt blev rådet til at finde mig en str. 4.

 

Jeg endte med at knuselske den, og det var den vikle jeg brugte mest henover sommeren og efteråret. Den var genial til en FWCC TAS (tied at shoulder) med ringafslutning (se billede nedenunder) og jeg kunne lige akkurat knibe en almindelig FWCC ud af den, hvis jeg lavede en ringafslutning på ryggen.

Da Lilleræv blev 6 mdr, begyndte jeg at vikle hende på ryggen. Hun var stor fan, og sad virkelig godt i en helt enkel ruck med tibetansk afslutning på min ryg. Viklen gled godt i lagene, og selvom der ikke var nogen knuder (en tibetansk afslutning er knudeløs) så sad Lilleræv sikkert og trygt.

Desværre har jeg ikke nogen bærejakke til rygbæring, og efterhånden som efteråret kom over os, kunne jeg ikke bruge Oschaen til udendørsvikleture, dels fordi den pga. silken ikke var så super varm og dels fordi en 4’er blev for kort, når den skulle laves ud over både mit og Lillerævs overtøj. Først prøvede jeg at bytte den til en vikle med uld i (en 5’er eller en 6’er), men der var ingen der bed på, så jeg solgte den derfor for en uge siden.

Det var med tungt hjerte, for jeg elskede den vikle, men eftersom min barsel snart er slut, kommer jeg automatisk ikke til at vikle så meget, som jeg har gjort, og det ville være synd og skam, at den bare skulle ligge på en hylde frem til sommer fordi jeg MÅSKE ville komme til at vikle til-den-tid-over-et-år-gammel-og-formentlig-selv-gående Lilleræv.

Namárië, Galadriel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *