Øllebrød #blwmorgenmad

Når man kører BLW, er mantraet at børnene skal have lov til at styre showet selv. En god omgang klistret øllebrød, der hænger fast på skeen, er lige sagen. Det kræver en ret våd, semi-lun klud at vaske øllebrødssnask af barnet bagefter, men både Ræveungen og Lilleræv elsker øllebrød, så det holder os ikke tilbage.

Opskriften her blev i sin tid delt i min terminsgruppe med Ræveungen. Det er mere en fremgangsmåde end en opskrift.

Køb 1 pakke mørkt rugbrød (af den kernefrie slags, der koster 5-6 kr i Netto) og nogle lynlås-plastikposer (IKEA har nogle pakker med 50 stk i to forskellige størrelser). Det må gerne være et par dage gammelt; hvis det er alt for friskt bliver det klægt. Det er bedre hvis det er tørt.

Skær kanterne af og smid dem ud. Skær skiverne i små tern.

Og blend dem i en foodprocessor.

Fordel derefter rugbrødskrummerne i 10 lynlåsposer og mas dem flade.

Frys dem ned! Nu har du til ti portioner øllebrød.

Opskriften kommer her:

Tag en af poserne med frosne rugbrødskrummer og knæk i mindre stykker ned i en mikroovnsfast skål. Hæld vand på til det dækker.

Sæt skålen i mikroovnen på fuld styrke i 90 sek. Blandingen skal koge, når du tager den ud.

Jeg putter 1 ske modermælkserstatning i (i stedet for mælk eller fløde, som er det, jeg selv ville hælde på øllebrød.) Man kan godt putte modermælk i, men der sker en kemisk reaktion, når man gør det, som forvandler den faste øllebrød til en særdeles flydende suppe-agtig substans. Og så går BLW-tanken fløjten, for den er ikke nem at få til at klæbe til skeen!

Med Ræveungen puttede jeg sommetider forskellige slags olier i (olivenolie, macadamiaolie, avokadoolie, rapsolie – for det stod der i min folder fra sundhedsplejersken at jeg skulle tilsætte grød og mos) men for at være helt ærlig, så bliver øllebrøden mærkelig i konsistensen, når man gør det (og smagen – ja. Det er en anden snak.) Så jeg putter 1 tsk rigtig smør i i stedet.

Her i starten bruger jeg primært en terning frossen sveskemos til at søde det og køle det ned med, fordi sveskemos er med til at holde maven i gang, men senere laver jeg blåbærmos, hindbær-banan-mos og jordbærmos til at søde og køle øllebrød/havregrød med. Det behøver man absolut ikke – det kan sagtens puttes i friskt, og man behøver ikke at søde øllebrøden. Men når først barnet har opdaget at mad er godt, skal det nogengange gå stærkt og så hjælper en frossen terning frugtmos virkelig godt med at køle kogende grød ned.

Jeg har også brugt lidt most banan, lidt revet æble eller pære og engang puttede jeg kiwifrugt i Ræveungens havregrød. Hun så lidt sjov ud i ansigtet, men det gled ned.

Øllebrøden serveres lun på preloaded ske og jeg tilbyder massere af vand til. Lilleræv er stor fan.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *