Del 1: Fra “Jeg skal aldrig have børn!” til “Jeg vil føde hjemme!”

Da jeg var 24 nåede jeg frem til, at jeg aldrig skulle have børn. Jeg havde en kollega, der med hårrejsende detaljer beskrev sin kones vanskelige graviditet og hårde fødsel henover morgenbrødet en mandag morgen. Hun havde været igennem en langtrukken igangsættelse, der var endt med en epiduralblokade og et akut kejsersnit, som havde pyntet hendes mave med et grimt ar. Som han beskrev det, var det både livsfarligt og vanvittigt at føde børn. Jeg fik vist udtalt “Hvis jeg nogensinde skal have børn, skal jeg have et kejsersnit!”

Livet med småbørn havde jeg desuden og indtil da, kun hørt lidet tiltalende omtalt. Det var de færreste, der ytrede sætningen “Jeg ELSKER at have børn!” uden at tilføje “- men det er MEGA HÅRDT.” Samme mandsg aften annoncerede jeg for min kæreste, at jeg nok alligevel ikke ville have børn. Det ville jeg hverken byde min krop, mig selv eller ham. Så hellere rejse på skiferie til Norge hver vinter, tilbringe sommeren med at daldre rundt i Paris i en kaffe-croissant-og-kærlighedsrus, gå ud og spise hver fredag, brunche om lørdagen og bruge søndagene på at læse tykke bøger. Uden børn.

Min kæreste syntes, at det var en dealbreaker, men tænkte, at jeg nok kom på andre tanker senere. Han var ældre end jeg og mere end klar til at få børn.

Min kæreste fik ret. To år senere stod jeg så med en positiv graviditetstest.

I de mellemliggende to år havde jeg dels en veninde, der havde fået et sødt, nemt barn efter en fuldstændig smertefri graviditet og en fin vaginal fødsel, og dels havde jeg mødt en jordemoder, der fortalte varmt om naturlige fødsler og om hjemmefødsler. Begge dele ændrede radikalt på min opfattelse af graviditeter, fødsler og livet med småbørn.

Jeg brugte en del tid på at læse om graviditeter og fødsler i begyndelsen af min graviditet, og faldt over adskillige beretninger på nettet om hjemmefødsler. Jo mere jeg læste, jo mere tændt på idéen blev jeg. Jeg har aldrig brudt mig om hospitaler og tanken om at skulle ind på et for at føde begyndte at ligge mig fjernt. Tanken om et kejsersnit, der tidligere havde slået mig som en genial måde at undgå en masse smerte på, var nu det stik modsatte: det føltes som verdens dårligste idé. Jeg nåede frem til, at jeg for alt i verden ville undgå et kejsersnit.

Et par dage før jeg skulle til første graviditetsbesøg hos min læge, fortalte jeg min (nu) mand, at jeg ville føde vores barn hjemme. Først troede han, at jeg prøvede at være morsom. Dernæst blev han vred. Han syntes at det var en dårlig idé; han mente, at det var farligt. Han ville foretrække at jeg fødte på en operationsstue, hvor der stod en kirurg og en børnelæge klar til et akut kejsersnit. Jeg forklarede ham stille og roligt alt hvad jeg i de forgangne uger havde læst: at det var lige så sikkert (næsten mere sikkert) at føde hjemme end på et hospital (hvis vi ventede et enkelt, normalt barn, der stod i hovedstilling), at 1/3 af gravide kvinder i Holland føder hjemme og at risikoen for medicinske indgreb var langt større på hospitalet end i hjemmet.

Men han var ikke overbevist og han ville ikke tage chancer. Jeg lovede ham, at jeg ikke ville gøre noget, han ikke indvilligede i, men bad om at han satte sig ind i hjemmefødsler, så han kunne se sagen fra min side. Det lovede han.

Læs næste del her: Del 2: Hjemmefødselscaféen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *